Dam dam dam daam! Første blogindlæg!

Dam dam dam daam! Første blogindlæg!

13567497_10209863629886938_7598608839389521678_n

Så skete det endelig. Jeg fik lagt hovedet på bloggen og taget hul på mit første blogindlæg!

Velkommen til dig. Jeg vil starte med en introduktion af mit liv lige nu. Jeg hedder Sara Holst Jeppesen. Jeg bor på nuværende tidspunkt i en lille hyggelig træhytte, i en lille hyggelig by, Rauland, som ligger placeret i Norges fjeld, cirka 700 MOH. Her er jeg omgivet af simpel living, bjergene, nåletæerne, fjeldsøerne og stjernehimlen, og en brændeovnsopvarmet hytte uden TV, men med bøger, pandekagepande og badekar! Har man brug for andet, really? Jeg er født og opvokset i Danmark, og den sidste by jeg boede i var skønne Århus, hvor jeg boede centralt, levede bylivet til fulde med cafebesøg, spontane byture, biograffilm, shopping, cykelture til stranden og løbeture i skoven.

For nogen år siden nåede jeg til et punkt i mit liv, hvor jeg følte der skulle ske noget nyt. Jeg kedede mig i hverdagen og havde en hunger efter eventyr. Jeg ville stå på helt egne ben, eller rettere flyve solo og se hvor meget mine vinger kunne holde til på egen hånd og finde mig selv. Jeg har altid været lidt bange for det normale. Parcelhus, villa, vovse skræmmer mig, og jeg følte mit liv ikke bestod af andet end hverdagens rutiner. Samme cafebesøg, samme byture – tidlig op, arbejde, hjem, aftensmad og i seng.

Derfor gjorde jeg noget meget impulsivt i min jagt på det ekstraordinære. Efter en uges sommerferie i Rauland med familien, var der en del af mig der hæftede sig ved stedet. Den fantastiske natur, bjergene, den rene luft, stilheden, som kun kan opleves på fjeldet. Det tog mig et par måneder, så havde jeg sagt job og lejlighed i Århus op, og var ansat på et af hotellerne i Rauland som sæsonmedarbejder på et skisportsted. Jeg havde aldrig rørt et par ski i hele mit liv. Alt var nyt!

Jeg ankom hertil i bus, med en enkelt kuffert, pakket med det mest nødvendige (læs: en kuffert så stor at jeg bogstavelig talt selv kan være i den, og stoppet med alt for meget tøj, som ikke kan bruges på fjeldet alligevel! Hvem fanden tager cocktailkjoler og stiletter med på fjeldet?!).

Nu har jeg boet her i 2,5 år og arbejder som hotelchef på selvsamme hotel, som jeg, med min meget tunge kuffert, kom vaklende ind på i julen 2014.

Jeg bruger meget af min fritid på at skrive, tage billeder, male og tegne, skråle i bruseren, besøge nye steder, høre en masse musik, være i bakken, samt at holde min krop og mit sind sundt og rask. Bloggen hedder Stories By Holst, og kommer til at være en god blanding af alle mine interesser, mine passioner og min livsstil, som jeg vil dele med dig, samt alle de gode historier jeg møder på min vej. Eventyret slutter ikke her. Det er først lige begyndt!

– Holst

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dam dam dam daam! Første blogindlæg!