Alder betyder jo ingenting!

Kronisk Urticaria Angiødem

img_5198

Det er sjovt, som ens tilværelse kan ændre sig i løbet af et splitsekund. Først hjemrejse til Danmark, ny bolig situation, fuld skrue på uddannelse, blog, livsstilsprojekt og rejser. BOOM! Det viser sig, at det ikke blot er i mit sind og mentalitet, jeg er særlig sensitiv. I sidste uge fik jeg omsider konstateret, at jeg har fået en tilstand af kronisk Urticaria Angiødem. En tilstand af ekstrem overfølsomhed over helt almindelige ting, jeg endnu ikke helt ved hvad er, men som jeg skal lære, at holde mig fra.

Den seneste tid, siden jeg kom hjem til Danmark, har min krop opført sig lidt mærkeligt. Det startede med, at jeg om morgenen, vågnede op med små hævede buler på hist og her på hænderne. Som myggestik, bortset fra at der ikke var noget stik og de var mere bløde af væske på en måde. De forsvandt altid igen.

Efter en træningssession med kettlebell fik jeg en stor bule på siden af hvert håndled, som virkede anderledes end en overbelastning. Det gjorde rigtig ondt, men det var som om det ikke sad ikke i muskulaturen, men længere ud mod huden. Det tog noget længere tid, inden det gik væk.

I Tyrkiet fik jeg store røde plamager rundt på kroppen, specielt maven og lårene. Jeg undrede mig i starten, men konkluderede så, at det måtte være varmeeksem af en art og tænkte ikke mere over det. Ganske naturligt, når en meget skandinavisk kvinde, som har tilbragt de sidste år på fjeldet, lander i 30 varmegrader!

Så kom jeg hjem til Danmark, og de små udbrud af eksem og hævelser, virkede til at blive værre. Pludselig var det nærmest hver dag, jeg vågnede med eksem rundt omkring på kroppen. Alle tal; allergitests, infektionsprøver, blodtryk mv. var (og er) helt normale, men et af tallene viste sig dog et udslag, så et eller andet var jeg overfølsom for. Men hvad… Jeg fik bynyrebarkhormon og athistamin i 5 dage, voldsomt udbrud på 6. dagen, dermed en ekstra kur på 5 dage, ekstremt voldsomt udbrud på 6. dagen, hvor jeg befandt mig i Norge. Hævede øjne, ansigt, læber, strube og en så plettet krop, at jeg kunne gå for, at være en rosenbusk! Afsted til vagtlægen, som gav mig endnu en kur på 5 dage, samt en epipen. En adrenalinsprøjte, som jeg kan fyre i låret, hvis jeg pludselig hæver så voldsomt i struben, at jeg ikke kan få luft.

Hjem igen til egen læge, som derpå måtte konstatere, at tilstanden, Urticarius Angiødem (nældefeber og hævede slimhinder), var kronisk. Man vurderer en sådan tilstand til, at være kronisk, når den har stået på i over 6 uger. Typisk vil man skyde det til at gå over efter et halvt års tid, men der kan sagtens gå mere. Lægen, som selv havde erfaring fra sine nærmeste, med lignende reaktioner, anbefalede mig, at jeg som udgangspunkt skulle lære at leve med det, og finde måden at holde det nede. Så småt finde ud af, hvad der tricker et udbrud; koldt, varmt, tryk, mad eller andet. Mærke efter, hvornår det er under opsejling, tage antihistaminen og på den måde holde det i skak, for der er ingen garanti for, at det nødvendigvis forsvinder. Først og fremmest med en binyrebarkhomonbehandling og nedtrapning på 4 uger, og så skal jeg muligvis leve med antihistaminer.

Da jeg kørte hjem i bilen, var jeg først lettet over, at have fået noget konkret, at forholde mig til og at jeg ikke var døende. Selvom jeg havde skjult det godt, havde jeg været ret urolig. Specielt for smerterne i halsen, da det ikke føltes som betændelse, og så altså viste sig, at være hævelse omkring struben. Da det lige så stille sivede ind, hvad jeg nu skulle til, at omstille mig på, kom fortvivlelsen alligevel krybende.

Jeg sad der i bilen, med hævet overlæbe (næbet, kaldte jeg det), røde pletter i panden, som var jeg blevet angrebet af et meget aggressivt Sara-hadende insekt og med ømme håndled, som havde jeg seneskedehindebetændelse i dem begge og tænkte på min livsstil. Jeg havde allerede kunne konkludere fra forløbet, at der var en sammenhæng med vin, varme og for sen sengetid (hvor kroppen bør være i hvile og restituere med stofskifte osv.). Men hvad med mine spontane svømmeture? Hvad med sene aftener foran bål, eller under en stjernehimmel? Hvad med fester? Hvad med roadtrips? Hvad med rejser? Hvad med sport? Vandreture? Snowboard? Skulle jeg nu til at være for overfølsom til alt det, som er noget af det jeg elsker mest?

Heldigvis var jeg direkte på vej hjem til hyggelig familiefrokost og selvom jeg havde det elendigt, både tilstanden og over den nye tilværelse, fik jeg taget mig sammen og tørret tårerne af ansigtet, og prøvede at acceptere, at sådan var det nu. Desuden er der folk, der lever med tilstande og sygdomme, som er MEGET værre. Smilet var alligevel lidt sværere, at tvinge frem. Jeg ville bare sove. Lige slukke for verden et øjeblik eller et par timer. Min krop var tung efter binyrebarkhormon og udbruddet var nået for langt inden jeg fik medicin, så det tog lang tid før hævelserne faldt ned.

Vi var på vej i kolonihavehus samme dag. Da vi endelig kom i bilerne, og jeg kunne lægge mig på bagsædet med hovedet på puden, gik jeg ud som et lys. Jeg vågnede først to timer senere, da vi var fremme. Jeg havde det allerede lidt bedre, og var klar til at gribe udfordringen. Nu skulle jeg på observation, på opdagelse og finde ud af, hvordan jeg skulle leve med det her. Og hvilket bedre tidspunkt end nogle skønne, afslappende dage i kolonihavehus med familien.

Livet er stadig skønt. Lidt heldig har man da lov at være, hva? 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alder betyder jo ingenting!