Rejsen til Istanbul – på egen hånd.

Photo: ByHolst

I efterårsferien rejste jeg til Istanbul på egen hånd. Jeg mødte én i sommer, som bor i Istanbul, men udover det var jeg alene. Alene i et land, som er i undtagelsestilstand. Et land, hvor folk er muslimer, i en storby som er truet af terror. Som ene pige, dansker, anderledes, med store grønne øjne, ikke bare hvid, men kridhvid hud, og langt rødblond hår, har jeg vadet rundt alene i Istanbuls gader. Ikke bare i dagtimerne, men også i nattetimerne, og i små mørke gyder – med mit spejlrefleks og mit kamerastativ og uden så meget som at få en enkelt skramme (hvis man ser bort fra vabler altså, men det er lidt min egen skyld!).

Klokken var 16.00 da jeg smed min kuffert og min håndbagage i bilen, og satte fart mod Billund. Mine forældre sagde farvel til mig i gårdspladsen. Jeg synes jeg anede uro hos dem begge, og måske lidt tårer i øjnene på min far. Ingen tvivl om, at de var urolige og bekymrede over situationen. Jeg selv lallede bare afsted. Fuldstændig rolig. Jeg havde været i god tid med at pakke for en gangs skyld. Jeg havde bestilt p-plads til bilen, jeg ville være i god tid i lufthavnen, og jeg havde husket det hele. Jeg havde endda printet oversigtskort over lufthavnene, så jeg ikke ville fare helt vild.

Pludselig, mens jeg nøffer afsted udad landevejene som om jeg var på vej på familievisit hos min mormor i Sønderjylland, slår det mig: ”Hvad fanden er det egentlig, jeg har gang i?!” Men jeg var ikke bekymret. Jeg var spændt og glædede mig til en ferie og opdagelse i en ny by.

Jeg ankom til Atatürk lufthavn klokken 01.30 om natten. Jeg fulgtes med en dansk gut, som jeg tilfældigvis var kommet til at sidde på flyrække med, som de eneste to danskere. Jeg havde fået øjenkontakt med ham i Frankfurt og havde helt instinktivt smilet til ham som om vi kendte hinanden alene af den grund, at han også (som den eneste) var lys i huden, med lyst hår og lyse øjne. Det var et pudsigt øjeblik, med en følelse af at være på udebane, så det der minder om hjem bliver budt velkomment med åbne arme. Også selvom det er en fremmed.

Jeg blev hentet af min ven, og hans fætre (typisk ikke? Haha!) og vi kører fra lufthavnen, ind igennem Istanbul og finder hotellet. Jeg sidder fuldstændig klistret fast opad vinduet og lapper alle byens indtryk i mig, mens vi suser igennem et landskab af lys, historiske bygninger, et biluheld hist og pist, et hav af gule taxier og levende gader. Selv på denne tid. Allerede der kunne jeg mærke, at det ville blive en spændende oplevelse.

De næste blogindlæg kommer til, at handle om min tur til Istanbul, og oplevelsen det var, at være alene pige i så fremmed en by.