Rejsen til Istanbul - på egen hånd.

Istanbul

dsc_0342

Photo: ByHolst

Da jeg i sommer rejste til Tyrkiet, havde jeg ingen forventninger til landet. Hverken gode eller dårlige. De fleste jeg har hørt omtale Tyrkiet har som regel været badeferier eller druk. Men jeg blev overrasket over hvor glad jeg var for landet og for de lokale.

Dengang var jeg på badeferie i nærheden af Antalya i det sydlige Tyrkiet. Denne gang hed det storbyferie i Istanbul i det nordlige Tyrkiet. Jeg havde allerede taget mine forholdsregler. Da jeg ankom til lufthavnen købte jeg et tyrkisk taletidskort, så jeg altid havde data og telefoni til rådighed. Derudover havde jeg lånt et par bøger på biblioteket, som indeholdt et fysisk kort over byen. Det vigtigste for mig, var at jeg kunne navigere og at jeg let ville kunne få kontakt.

De første par dage havde jeg min egen personlige lokale guide til at vise mig rundt. Abdullah, som jeg havde mødt i sommers, og som jeg har skrevet med frem og tilbage lige siden. Først var vi på rundtur til fods, og dagen efter tog vi en sejltur. Det gav mig et fint overblik over byen, og derefter kunne jeg selv bevæge mig rundt, som jeg ville, og udvælge mig de steder jeg ville se nærmere.

Istanbul er en enormt flot by. Det er et virvar af flotte historiske bygninger, stillaser, boder, ruiner, butikker, trafik, floder, turistattraktioner, både, sælgere og restauranter, men det er en flot by. Det kan man ikke komme udenom. Specielt med de forskellige moskeer hvis kupler og tårne rager op mellem husene hist og pist.

Jeg opholdt mig kun i centrum i den tid jeg var der, bortset fra sejlturen og køreturen, og jeg gik for det meste rundt på gåben. Sådan er det, når man er fotograf. Så er der ikke noget ved, at tage metroen. Jeg har så også tabt mig 3 kilo på den tid jeg var dernede, så det er win win.

Jeg boede i Beyoglu området, så når jeg skulle fra hotellet gik ruten op i hovedgågaden, ned forbi Galata Tower og over Galata Bridge for at komme over til Den Blå Moske og Hagia Sophia. Og det var simpelthen en fornøjelse, at krydse broerne. Udsigten var fantastisk både morgen og aften. Folk står og fisker fra broen, så der lugter ikke så godt, men der er god stemning. Det ville jeg helst opleve på gåben.

Istanbul er en larmende by. Der er ikke mange steder man kan finde absolut ro. Det skal man være indstillet på. Sådan er det selvfølgelig med de fleste byer, men specielt her, hvor der er kaotisk trafik, et virvar af mennesker og råbende sælgere. Det er godt at være frisk og veludhvilet, når man begiver sig ud i byen.

Der var 21-22 grader i byen, mens jeg var der, og det var en behagelig temperatur. Hvis solen var på, kunne det godt blive lidt hedt, hvis man opholdt sig f.eks. i gågaden, hvor der er mange mennesker og bygningerne ligger tæt, men ellers var det helt perfekt. Om natten blev det noget køligere, da der faldt dug efter en varm dag, og så sover tyrkerne i øvrigt stadig i lagner om efteråret, hvilket er pissekoldt, selv for en skandinavier, når man ellers er vant til dyne!!!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rejsen til Istanbul - på egen hånd.