Hagia Sophia

Jeg bliver simpelthen nødt til, at skrive om Hagia Sophia, da det højst sandsynligt er en af de smukkeste og mest imponerende bygninger jeg nogensinde har set og været i.

Det var på førstedagen på min “guidede tour”, at Apo viste mig bygningen. Det er en meget berømt bygning og attraktion i Istanbul, så det var kun naturligt, at jeg skulle se den. Vi havde slentret rundt i nogle af de små gader forinden, været på cafe og været rundt i et par butikker, hvorefter vi krydsede parken foran Hagia Sophia ved Den Blå Moske eller Sultan Ahmet, som den også bliver kaldt.

Da jeg står lige ud for bygningen, bliver jeg fuldstændig overvældet af hvor smuk, den storslåede bygning er. Der hviler en eller anden form for stemning omkring bygningen. Det er som om bygningen er god og varm. Jeg blev helt varm om hjertet ved synet af den, som om den varmhjertet og roligt bød mig hjerteligt velkommen. Bedstemor Piletræ i en bygning. Jeg standsede op og stod med åben mund og iagttog bygningen, mens Apo overrasket stoppede op flere meter foran, da han så jeg var gået helt i stå. Jeg havde gåsehud og var helt rørt. Jeg har ikke prøvet noget lignende før. Det var som at gense en gammel slægtning. Jeg vidste, at jeg måtte ind i den bygning inden jeg tog hjem.

Lidt historie…

Det er i høj grad også en fascinerende bygning. Både af udseende og design, men også historie. Bygningen er tegnet af Anthemios af Tralles og Isidor af Milet, opført i 537 e.kr. Det er en ret fantastisk bygning arkitekturmæssigt p.g.a taget, den kæmpe “svævende” kuppel, hvilket ikke var set tidligere. Aya Sofya (som bygningen hedder på tyrkisk), blev bygget som kristen hovedkirke i det Byzantinske Rige i hovedstaden Konstantinopel, som i dag hedder Istanbul. Aya Sophia var kirke helt indtil 1453, hvor Konstantinopel var erobret af tyrkerne (Det Ottomanske Empirie), og sultanen Ahmed Erobreren omdannede Aya Sophia til moske. Alle de kristne mosaikker og den kristne udsmykning blev malet over, men sidenhen har man fundet nogle af mosaikkerne under malingen og nu i dag, hvor bygningen er et museum, kan man i bygningen se mosaikkerne.

Det er en underlig oplevelse, at stå i et land, som er 99%muslimsk, i en af deres største byer, i en bygning som man på ingen måde ville skyde til at være andet end en moske, og se de kristne mosaikker af Jesus og Jomfru Maria, blandet med arabiske inskriptioner om Allah og Mohammed. På en eller anden måde en meget smuk tanke, hvis ikke det var fordi man vidste hvor meget der var blevet skændtes om denne bygning.

Besøget…

På min andensidste dag besøgte jeg Aya Sofia igen. Denne gang, var mit formål, at komme ind i bygningen. Jeg betalte 40 lira (cirka 70 danske kroner) for en billet og måtte aflevere mit kamerastativ, som jeg ikke måtte have med. Kamera, også spejlrefleks, var dog tilladt. Jeg havde været så spændt på, at skulle ind og se Hagia Sophia. Denne fantastiske smukke bygning, som lå der, i den larmende storby, i alt sin ro og fred som en rosafarvet solid klippe.

Allerede da jeg træder ind i gårdhaven, falder jeg til ro. Mennesker går stille rundt på de små stier, og nyder bygningen og det dejlige efterårsvejr. Kærestepar og børnefamilie slapper af på bænkene ved de små madboder. De har ikke travlt. Jeg sætter mig på en af bænkene. Jeg har heller ikke travlt. Jeg har tid til at sidde her inden jeg går ind i bygningen. Jeg putter mig i min bløde striktrøje og nyder den sprøde efterårs sol, den friske luft, roen og den fredelige stemning. Jeg kan godt lide at være her. Istanbul om efteråret er i det hele taget fantastisk.

Da jeg har siddet lidt, hvilet og iagttaget menneskerne omkring mig, beslutter jeg mig for, at jeg må ind og se bygningen. Jeg træder ind igennem den enorme entré dør og ind i forgangen. Allerede der strømmer følelserne igennem mig. Det er så storslået en bygning. Der er, hvad der føles som kilometer, højt til loftet. Alt er udsmykket i de fineste detaljer og alt i marmor. Døren er åben indtil den store sal og jeg kan se helt frem til alteret. Jeg får en klump i halsen og mine store øjne bliver krystalklare. Det er så smukt, at det er svært at kapere. Jeg træder forsigtigt indover dørtærskelen til den enorme kroningssal, og mit blik vandrer opad væggene, mens jeg skridt for skridt, langsomt slentre ind i salen. Jeg snurrer rundt om mig selv, mens jeg iagtager de giganske kupler i loftet, og bliver helt svimmel. At stå her er så meget større end mig selv. Jeg overgiver mig fuldstændig og føler mig lille bitte.

En del af min begejstring stopper dog og bliver erstattet af skuffelse, så snart jeg er inde i rummet og opdager at et enormt stillads optager halvdelen af vidunderet. Der kommer ikke til at blive skudt nogen synderligt fede interiør billeder herinde i dag. Øv! Jeg suser ovenpå i håb om at jeg kan få nogle fede billeder oppefra, men det er forgæves. Stilladset tårner sig helt op til loftet og optager halvdelen af rummet. Jeg surmuler lidt og går og bander gnavent i mit stille sind, indtil jeg accepterer at jeg må satse på Den Blå Moske til billederne, og først der bemærker jeg faktisk at jeg står overfor en smuk gylden mosaik af Jesus, og det går op for mig, hvor syret det er. Det er en vant syn for mig, som er kristen og født og opvokset i et kristent land, men det er helt underligt at se det her. Fuldstændig som da jeg mødte en dansker i flyet på vej hertil. Jeg glemmer mine fortabte interiørbilleder og går på jagt efter mosaikkerne i stedet. På vejen hen mod Jesus-mosaikken bliver jeg stoppet af den sødeste kvinde, som render rundt med sin mobil på en selfie-stang, som gerne vil have taget et billede sammen med mig. Et øjeblik tænker jeg, om hun tror jeg er en del af udstillingen, men ser så nedad mig selv med mine slidte vintagejeans, min pjuskede oversize strik og mine loafers og tænker det umuligt kan være tilfældet. Jeg har slet ikke bemærket, hvor meget folk har iagttaget mig, mens jeg har hvirvlet rundt herinde.

3 billeder senere bevæger jeg mig videre rundt, og da jeg har fået set alt hvad jeg skal se, og er blevet godt mæt af oplevelsen, er det på tide at komme videre. Jeg går glad og tilfreds ud mod udgangen, snubler selvfølgelig på kantstenen lige foran den ellers alvorlige museumsvagt, som må gribe ud efter mig og trækker på smilebåndet og dyr sig for ikke af flække af grin, mens han får mig på benene inden jeg rammer jorden. Jeg får mit kamerastativ bakset med mig og rammer dørkarmen inden jeg forlader bygningen, og vælter fortumlet tilbage ud i virkeligheden uden for Hagia Sophias mure.