Tuning in on... Ben Howard!

Popkorn, spænding og… Utøya!

 

Jeg var for nylig med familien i biografen, for at se den nye norske film, Utøya, af Erik Poppe. Manden, som i øvrigt også står bag filmen “Kongens Valg” eller på dansk “Kongens Nej”. Jeg var meget spændt og en smule… nervøs tror jeg, over at skulle se filmen.

Den 15. juli 2011 kom vi hjem efter en uges ferie i Norge. Vi havde boet i den mest fantastiske hytte på en lille klippekant lige ud til en stor sø. Fra verandaen bag til hytten havde vi den skønneste udsigt over skov og fjeld, og trapperne fra verandaen førte direkte ned til en lille bådbro. Der var helt stille på fjeldet, og vi brugte ugen på at vandre, fiske, spille spil på verandaen, bage brød osv., blot afbrudt af en enkelt dagsrejse til toppen af Galdhøpiggen, og enkelte smutture til nabobyen Bjørli og en tur til Dombås. Vi boede i øvrigt ved Lesjaskog ved Dovrefjell.

Det var min allerførste tur til Norge, og jeg var fuldstændig solgt. Glæden ved at køre i det bjergbeklædte landskab, stilheden midt i fjeldet, den gyngende jolle midt på søen, for bestemt ikke at tale om udsigten fra Galdhøpiggen. Og nordmændene… Jeg tænkte gang på gang, at vi i Danmark kunne lære meget af nordmændene. Folk vi mødte i de små fjeldbyer var så afslappede og hyggelige, så åbne og venlige. Så søde og sympatiske mennesker. Da vi tog hjem d. 15. juli, havde jeg den der hvilende, varme ro, som når man har oplevet noget godt. Når noget man har oplevet, som nu er overstået, har været godt for krop og sjæl. Jeg var tilfreds og jeg var rigtig godt tilpas og glad.

Måske var det derfor min reaktion var så voldsom en uge efter, da vi hørte nyheden om massakren på Utøya. Alle de dejlige minder om det fantastiske land, de søde mennesker og de gode oplevelser blev revet ud af hjertet på mig og erstattet med dyb fortvivlelse, dyb sympati og frustration. Det var så uretfærdigt mod Norge. Så uretfærdigt mod nordmænd. Og så var det ren ondskab. Jeg husker, at jeg pludselig, midt i aftensmaden brød fuldstændig sammen ud af det blå. At noget kunne være så koldblodig, kunne jeg ikke bære, og jeg blev ved med at flyve ind på Utøya i mine tanker, og forestille mig rædslerne fra de stakkels mennesker. Jeg får stadig kvalme og bider tænderne sammen i vrede og skuffelse, af at tænke på Anders Breivik. Jeg kan slet ikke beskrive de følelser, jeg har imod ham. Men det er jeg ikke sikker på jeg behøver heller, for de fleste kan nok nikke genkendende til det, selvom det er ubeskriveligt.

Med alle de følelser på spil, var jeg noget urolig over at skulle se filmen. Jeg frygtede, at jeg ikke ville kunne klare det. At alt den følelse af harme, vrede og afsky ville dukke op igen midt i biografen, og jeg var ikke sikker på jeg kunne tåle, at blive konfronteret med det igen. Men det gik faktisk rigtig fint.

Filmen viser og skildrer heldigvis ikke Breivik på noget tidspunkt. Vi følger i stedet pigen Kaia på tæt hold gennem hele filmen og bliver bragt igennem forvirringen, frygten og rædslerne de unge mennesker går igennem, og det lykkes for Erik Poppe, at få os til at føle det på egen krop, som man sidder dér, og krymper sig sammen i biografsædet, mens neglene borer sig ind i armlænet. Filmen er uhyggelig nervepirrende og især på stortskærm og på et lydanlæg, som lader dig fare sammen til de konsekvente lyde af skud, som varer gennem alle filmens 72 minutter!

Enkelte steder oplevede jeg nogle af scenerne som en værende smule langtrukne. Der blev ikke rigtig sagt noget, karaktererne flyttede sig ikke ud af stedet, der var ikke det store skuespil og jeg nåede faktisk at vandre lidt væk i mine tanker, inden der var action igen. Men det skal siges, at jeg ved eftertanke er kommet frem til, at det nok har været helt bevidst, for autentisk, at give os følelsen af, at vi kunne slappe af, at det så småt var overstået, indtil der pludselig skete noget igen. Så jeg holder på at Utøya er værd at se! Super fint skildret med håndholdt kamera helt tæt på.

GemGem

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tuning in on... Ben Howard!