Masser af nye ting og sager

Det helt rette hylde – 10 år senere

Det er ikke så længe siden, jeg var på besøg hos mine forældre, for at rydde op i en masse af mine gamle kasser, der står på deres loft (de bor heldigvis i et stort hus i modsætning til min lille crib). Jeg har gennem tiden gemt stort set alt hvad jeg har lavet i folkeskolen. Jeg har endda stadig min hjemmelavede julesok fra da jeg var 4 år gammel. Mit navn er stavet Zara, fordi jeg ikke havde grejet helt, at vende mit S rigtigt, og mine huse havde runde tage. Ikke fordi jeg ikke kunne tegne dem trekantede, som alle de andre børn, men fordi jeg synes rundt bare var mere nice! Jeg har haft adskillige diskussioner med mine børnehavekammerater på den konto! De skal blande sig uden om skal de!

Jeg fandt mine gamle fremlæggelser, og det er pudsigt, som de gennemgående er blevet lavet som små hæfter og plakater med glimmer, sand, forskelligt papir med effekter, illustrationer og udklip. Ikke fordi vi skulle, men fordi jeg synes det var sjovt, og det var vigtigt for mig, at præsentere mine ting på en interessant måde. På samme måde, som jeg hellere ville kigge i et flot magasin, når jeg skulle læse noget – for siden hen, at klippe billeder, illustrationer og sjove tekster ud, og gemt dem. Egentlig fordi jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville bruge dem en dag som inspiration.

Jeg blev overrasket, da jeg fandt alle mine tegninger, for jeg var faktisk virkelig god til at tegne, og havde enormt mange fine detaljer med. Jeg tegnede meget huse med (komplet!) indretning og kjoler. Mange kjoler! Jeg sad indimellem og så standarddans, bare for at aftegne kjolerne. Jeg aftegnede altid kjoler fra fjernsynet, også når sangere mv. havde pæne kjoler på, så tegnede jeg dem ned på papir – og senere lavede jeg påklædningsdukker med dem.

Alle de her ting har jeg aldrig rigtig tænkt over i mit voksenliv. Det er først nu, hvor jeg er begyndt på mediegrafiker uddannelsen, at alle brikkerne falder på plads. Cirka 30 års interesser vælter frem, og jeg er lige så spændt og ivrig, som et barn i en legetøjsbutik (eller mig i Barbieafdelingen i Toys’Rus i 90erne for den sags skyld)! Og det er fedt! Det er mega fedt! Det er den der følelse af “I got a whole life to start living”, og jeg kan ikke helt begribe, hvor jeg har haft mit hovede alle de år.

Jeg har en bog, “The big book of fashion illustration”, om forskellige illustrationer indenfor emnet mode, som jeg ønskede mig i julegave, da jeg gik i 8. klasse. Jeg har brugt den til at tegne efter. Nu ligger den sammen med min photoshop bog fra forrige jul og min nyindkøbte grafiske kogebog (nope, det er ikke mad! Der er ikke en eneste opskrift i den bog, der kan blive til noget spiseligt – jeg har tjekket!). For leden slæbte jeg to gigantiske (og tunge!) bøger om magasindesign og typografi med mig hjem fra skole, bare for at bruge en del af weekenden på at sidde og studere dem. Det er sjovt som tingene pludselig bare falder på plads. Måske man indimellem bare skal turde, at følge sit hjerte og så kommer det til én?

Jeg har kun taget de første små skridt, men min fremtid er definitivt garanteret, at blive spændende! Nu forstår jeg endelig folk, der har fundet deres hylde i studier mv.

Sidder du og læser mit indlæg, og tænker hmm…. Jeg kan da også rigtig godt lide grafisk design og sådan noget der. Men kan man nu leve af det? Så er svaret ja! Hvis du vil det, så kan du! Tjek lige de kreative uddannelser ud, inden du melder dig selv ude af gamet. Intet er for sent, men skulle jeg gøre noget om, ville jeg have startet tidligere. 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Masser af nye ting og sager