Photoshoot, prinsessekjole, Bilka og bajer.

Weekend & Bålhygge

Der har lige været lidt stille på bloggen de seneste dage. Det skyldes en stille weekend med en masse udeliv, søde mennesker og bål. Computer, mobil og diverse elektronik har ikke synderlig meget at gøre i nærheden af bålhygge.

Medmindre man bruger kameraet til at fryse et minde fast, så er der altså ikke rigtig noget at bruge mobilen til. Jeg kan få timer til at gå ved, bare at sidde og stirre ind i flammerne. Jeg er ikke god til at sidde stille, men lige når det kommer til bål, så er jeg ufattelig afslappet.

Jeg elsker simpelthen bålhygge. Det er en af mine største prioriteter. Tilbyd mig en tur i byen med alt betalt kontra bålhygge og snobrød og jeg vil stadig vælge bålet. Jeg ved ikke om det er de dansende flammer, varmen, farverne, samværet eller det faktum, at man uden problemer kan sidde udendørs om aftenen, men der er noget meditativt over, at sidde omkring et bål. Der er nok til dels også et urmenneske behov, som bliver opfyldt ved, at have en god, varm og tryg plads ved bålet.

Weekenden har budt på masser af bål. Vi er i starten af marts, og vejret tillader os, at være ude. Fredag hed det bålaften med familien. En shelter-aften blev til bål på terrassen, da folk var lidt småsløje, men det skulle ikke sætte en stopper for bålhyggen! Hele familien samlet, drinks i hegnet* til solnedgang, fuld skrue på bål i et hjemmelavet bålfad lavet ud af en gammel vasketrommel og gryderet over rist. Så spiller det altså. Der gik uheldigvis ild i en havestol, og min far skvattede ned af terrassen, men det er standard i vores familie. 😛

*hegnet = udsigtspost fra landareal til solnedgang. Bare så der ikke opstår forvirring og misforståelser i forbindelse med druk. 😛

Lørdag skulle vi oprindelig have holdt fastelavnsfest i venneflokken, men pga mange afbud blev det i stedet bål og snobrød med min veninde og hendes dreng – som for første gang nogensinde bagte snobrød over bål. Vigtigt! Jeg spekulerer stadig på, om jeg skulle overveje at blive spejderleder. Jeg kan simpelthen ikke finde ret meget mere meningsfuldt end at lære børn om naturen. For jeg har jo oceaner af tid til lige, at være spejderleder oven i drømmeuddannelse, projekter og iværksætteri!

Alle burde indimellem bare sætte sig foran et bål, og lave ingenting. Nyde bare at sidde der. Prikke lidt til bålet med en pind, og smide en kævle på indimellem. Smid de unødvendige små hverdagsbekymringer på flammerne og slap af. Det eneste vi skal koncentrere os om, er alligevel bare at have det godt og leve mens vi lever – og det koster kun en sæk brænde og måske lidt skumfiduser. Alt er godt!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Photoshoot, prinsessekjole, Bilka og bajer.