Min 70 årige rejsekammerat!

Jeg vil fortælle om en lille oplevelse, jeg havde for nylig. Faktisk da jeg var på vej til Tyrkiet. En oplevelse, som viser, at alder intet betyder, men personen betyder alt.

Min første “solo-rejse” startede noget kaotisk – selvfølgelig. Jeg slår øjnene stille og roligt op, drejer mig forvirret rundt og ser fortumlet over på mit meget stille og mørke vækkeur. Jeg har et Lumie vækkeur, som laver solopgang og fuglekvidr for fuld skrald, når det er på tide at stå op. I dag var det stille. Jeg får famlet mig frem til knappen, som sætter lys i displayet og får et mindre hjertetilfælde, da jeg ser jeg har sovet over mig. Ikke 5-10 minutter… men HALVANDEN TIME! Jeg har max 10 min. til at få tøj på, få smidt bagagen i bilen og komme afsted.

Med et hjerte, som hamrer på højtryk, får jeg smidt mit nattøj gennem hele huset, kastet mig ind under bruseren, famlet mit tøj på, hoppende på et ben ud i gangen (nylonstrømper for the win!), grebet mine kufferter i entreen, kastet det hele ind på bagsædet i bilen, og så er jeg på farten. Med uglet morgenhår, uden make up og lidt usikker på om jeg har husket det hele, drøner jeg afsted mod Billund, med radioen på fuld skrue og højlydt skrålende, for at overdøve og ignorere min brummende mave, som ikke er helt tilfreds med det manglende morgenmåltid, og kufferterne rutsjende frem og tilbage på bagsædet. #lunaticmuch

Jeg indhenter en del tid og når frem i tide, finder min parkeringsplads og får stablet kufferterne stabilt nok, til at kunne rulle dem op til check-in. Ovenpå kaotisk morgen, sult og nervøsitet, vakler jeg ind på Billund lufthavn, får checket ind i tide og sendt min bagage på flyet, med god tid til, at spise morgenmad i lufthavnen og falder lidt ned igen. Jeg ligner én, der har overnattet der, da jeg sidder der på restauranten, med mit uglede hår, og smilende endelig nyder min velfortjente kop kaffe, men i det øjeblik, var jeg ligeglad. Jeg havde nået det, og jeg havde ikke planer om, at skulle imponere nogen her alligevel!

Jeg boarder, og kommer om bord på flyet, og endelig da jeg sidder i flysædet kan jeg rigtig slappe af. Jeg sad også ret godt på vinduespladsen, lige ved nødudgangen, og med ekstra benplads, så nooo streess! 😉

Lidt efter kommer en pæn, ældre dame og slår sig ned ved siden af mig. Hun er smart i tøjet, har en fin make up på og bærer smykker. Meget klassisk og pæn, med en fin frisure og lettere tanned – noget af en kontrast ved siden af min manglende make up, morgenhår og kridhvide fjeldvinter hud! Jeg tog mig selv i, at rette min nederdel lidt, diskret strø en hånd gennem mit hår og rette ryggen en anelse, da hun satte sig.

Der går ikke lang tid, inden vi så småt falder i snak. Jeg er ikke god til random smalltalk. Jeg skynder mig som regel, at begrave mig i en bog, eller med musik i ørene, så folk ikke taler til mig. Men i det her tilfælde, når jeg slet ikke, at føle behovet for, at begrave mig. Jeg fortæller om, at det er min første rejse alene, hun fortæller om hendes utallige rejser rundt omkring i verden og derfra går snakken. Vi havde så meget, at snakke om. Som et par veninder, der mødes, efter noget tid, og får catched up.

Hun er næsten 70 år gammel og skal holde 70 års fødselsdag med damebrunch på en tapasbuffet i Århus. Jeg sidder der med mine 28 somre, og kunne være hendes barnebarn. Men det spiller ingen rolle. Jeg smider de alle aldersbaserede forhåndsindtryk fra  mig og beslutter mig for, at være til stede og åben for det nye menneske, spændende menneske, jeg sidder og taler med. Hun er så inspirerende og sej, har oplevet en masse spændende ting, og hendes historie er ikke færdig endnu. Hun er på vej til Tyrkiet, Anlanya, helt alene, for at pleje sin gigt i de varmere himmelstrøg – overvejer at flytte sydpå, evt. til Spanien eller til hendes søn i Schweitz.

Vi snakker sammen under hele flyturen. 3,5 time flyver afsted. Da vi lander følges vi ad, helt ud til hver vores guide, som står og venter i udgangen, og først her tager vi pænt afsked med hinanden, hvorefter hun råber efter mig; “og Sara! Husk nu hvad jeg sagde! Pas godt på dig selv, og gør ikke noget jeg ikke vil have gjort.”

Alder er vitterligt bare et tal. Vi er alle forskellige, uanset alder. Mennesker modnes forskelligt og ujævnt. Vi har en forskellig historie bag os, vi har forskellige interesser og drømme, vi er i forskellig form og er forskellige steder og niveauer i vores liv, som ikke kan baseres på alder. Det er spændende, at blive voksen og opdage, at man, uanset alder, er på lige fod, med alle andre. Måske er den person, du kan anse som din bedste ven 15 år ældre end dig. Måske er the love of your life 8 år yngre. Måske er din far faktisk lidt mere cool, end du troede, måske din oldemor elsker pizza og måske synes din bedstefar, at det er sjovt, at spille playstation. Så hvad betyder alder overhovedet store billede? Er aldersforhold vigtigere, at opretholde end respekt og nysgerrighed?