Voxpop-interviews i Berlin

Da jeg var i Berlin, havde jeg muligheden, for at snakke med rigtig mange mennesker i forbindelse med en Voxpop opgave. Et portræt + en kort billedtekst af tilfældige mennesker i Berlin. Jeg følger Humans Of New York, som er et helt fantastisk koncept. Du stiller et spørgsmål, som interviewer, men det er kun respondentens historie/svar, som kommer med på billedet. Det skaber en mystik, og gør fortællingen mere magisk, når man ikke ved hvad der blev spurgt om.

Desuden er jeg helt pjattet med, at høre folks fortællinger. Jeg tror på, at alle mennesker har en spændende historie, og jeg elsker at høre dem. Hvis jeg kunne leve af, at lave Voxpop og gerne med et godt formål… Det ville være fantastisk. Jeg kom til, at snakke med flere mennesker, hvoraf jeg lavede decideret interview af de seks, men særligt en af dem, gjorde meget stort indtryk på mig, og det vil jeg fortælle lidt om her.

Jeg mødte hende tilfældigt på et torv, siddende i ro og fred ved et springvand med sin lille hund i snor. En helt almindelig kvinde, praktisk, men pæn med nystrøget skjorte, pæn make up, læbestift og fine grønne øreringe. Jeg gik roligt hen, hilste på og spurgte pænt, om jeg måtte fotografere hendes lille hund (det var en anden opgave). Jeg fik lov, og mens jeg fotograferede faldt vi hurtigt i snak.

Der gik ikke lang tid, inden vi var i dyb samtale. Vi snakkede om bymenneskets mentalitet, om den manglende kontakt med naturen og den manglende medmenneskelighed, som man hurtigt oplever i byen. Hun fortalte om hendes oplevelse af Berlin som nytilflytter. Hendes fortælling og holdninger var gribende, og hun fortalte ærligt om, hvorfor det ikke var nemt for hende, at bo i Berlin. Det var ikke længe siden hun var flyttet til Berlin fra en lille bjergby. Jo mere vi kom ind i samtalen, jo mere blev jeg bevæget af det faktum, at hun viste mig den tillid og fortalte mig – en fremmed pige med et kamera – sin historie. Og så kunne jeg bare rigtig godt lide hende. Jeg følte så stor sympati med hende, når hun fortalte om, hvilke problemer hun stødte på, og hvilke udfordringer hun bøvlede med i hverdagen som læreinde i storbyen, alt i bedste mening og med den bedste hensigt. Hun var sådan et godt menneske.

Jeg tror vi sad ved springvandet og snakkede sammen en halv time, måske mere. Det var først da det så småt begyndte, at regne, at vi brød samtalen. Jeg fik lov at fotografere et portræt af hende, og vi tog afsked. Hun fortalte mig, at med det samme hun havde set mig, komme over til hende, havde hun haft på fornemmelsen, at her var en hun havde lyst til, at snakke med og at det havde været en fornøjelse, at møde mig. Hun sagde til mig, at jeg aldrig skulle ændre mig. Jeg skulle være præcis, som jeg var, for der var ikke mange der udstrålede den varme, som jeg kom med. Jeg fik gåsehud, og skulle koncentrere mig meget kraftigt på, at opretholde en professionel facade, for jeg havde mest af alt lyst til, at bryde sammen over de varmende ord og omfavne hende som tak. Jeg blev så lykkelig over, at hendes dag, muligvis var blevet lidt bedre af, at have snakket med mig. At hun forlod mig, med en god følelse. Tårerne triller lidt, når jeg skriver det her.

Der gik heller ikke lang tid efter, jeg havde set hende forsvinde i menneskemængden med sin lille hund, før jeg stod der i min nederdel og mine ballerinasko, min rygsæk på skulderen og med mit kamera i hånden, i regnvejr, midt på et lille torv i Berlin, hulkende, som en lille skolepige der var blevet væk fra sine forældre. Heldigvis havde jeg min klassekammerat, som kom hurtigt til undsætning.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det har gjort så stort et indtryk på mig at møde hende, og rørt mig så dybt. Jeg tror det er æren i, at folk viser tillid, ser og stoler på det bedste i én. At man har gjort et menneske lidt gladere, ved bare at snakke med dem, respektere dem og vise venlighed. En ting stod klart for mig den dag. Jeg vil finde en måde, at bruge min fotografi, min nysgerrighed og min interesse i mennesker, til at skabe glæde og gøre godt. Finde de gode historier og bringe dem videre, eller de kritiske historier, for at rette det op.

Endnu et fantastisk møde med en kvinde, som jeg højst sandsynligt aldrig møder igen, men som jeg pludselig kender bedre end mange andre.