Hverdagseventyr: nattefotografi i kulden

Jeg har besluttet mig for, at lave en serie indlæg, der hedder hverdagseventyr, og dette bliver det første. De handler om små eventyr fra hverdagen. Jeg vil og kan ikke tilpasse mig til en rutineret, ensformig hverdag. Der skal ske noget. Stort eller småt. Noget der giver mig oplevelser. Noget der giver mig fortællinger. Noget der gør, at jeg har tonsvis af historier, at fortælle mine børn og børnebørn, når jeg bliver gammel. Det er det jeg lever for.

 

Da jeg boede i Norge, havde jeg det som om, jeg var i et eventyr. Selv i min hverdag. Jeg tror faktisk ikke, det var fordi, det som sådan var mere eventyrligt, at bo i Norge. Jo, de har bjergene, skovene, søerne, hvilket gør det til et oplagt eventyrland, men jeg tror ligeså meget, det var den indstilling og beslutning, jeg havde til, at mit ophold i Norge skulle være mit eget lille eventyr. Jeg var åben for det nye. Selv en helt almindelig arbejdsdag; tidligt op, arbejde, sent hjem, aftensmad og hænge på sofaen, blev derfor en del af eventyret. Jeg var simpelthen åben for eventyr, fordi jeg vidste jeg var på nyt territorium. På samme måde som en nordmand sikkert, ville finde Danmark mere eventyrlig, fordi de er vant til bjergene.

 

Det var en af de ting, jeg frygtede allermest ved, at flytte hjem til Danmark. Hverdagen. Jeg havde også en hverdag i Norge, men den var jo spændende, eventyrlig. Jeg var hotelchef, så jobbet var spændende og udfordrende hver dag- til tider lidt for udfordrende ærlig talt. Jeg havde bjergene og naturen omkring mig, så jeg skulle bare gå 20 meter fra hytten, så var jeg på eventyr.

 

Men det var igen mere min indstilling til min hverdag i Norge. Fordi det var et andet land. Kan man ikke få de samme oplevelser i Danmark? Kan man ikke bare gøre sin hverdag i Danmark til et eventyr? Det er jo det, jeg drømmer om med mit liv. At det bliver et langt eventyr. Så skal man vel ikke spilde tiden på, at vente på en rejse til Egypten eller på at det endelig bliver ferie. Det ligger jo lige ude foran døren, hvis man indstiller sig på det.

Prøv f.eks. at lege turist i din egen by. Som om det er første gang du ser den. Det er en spændende leg! Du vil højst sandsynligt blive forundret over, alle de små ting du ikke ser, og ikke sætter pris på. Jeg fulgtes på et tidspunkt med en af mine venner gennem Oslo. Han bor der, og har sin hverdag i Oslo. Jeg spottede utrolig mange ting, som jeg synes var fascinerende, eller som gjorde mig nysgerrig. Han kiggede altid forundret op, fordi han ikke havde ænset det før. Han ledte ikke efter det. Det var jo hans hverdag.

 

Forleden besluttede jeg mig for, at gøre noget eventyrligt. Eller, noget som i min bog er eventyrligt. Jeg havde siddet hele dagen foran min computerskærm med eksamensforberedelser, og repeteret kamerateknik og eksponering. Mine øjne var firkantede, og jeg var begyndt, at føle mig smådeprimeret over at have siddet stille en hel dag.

 

Udenfor var det bidende koldt. Det var minusgrader, og fra mit værelse på første sal, kunne jeg tydeligt se, at himlen var klar og skyfri. Det ville blive stjerneklart i aften. Havde jeg befundet mig i min hytte i Norge, ville det have betydet eventyr. På med skitøjet, frem med kamera stativet, og ud i mørket gennem sneen, væk fra lysforureningen og så frem med kameraet under stjernehimlen. Men… Hvorfor gælder der egentlig ikke samme regler her? Er det ikke accepteret på samme måde? Det kan det komme til!

 

Jeg fandt skitøjet frem, skiundertøjet, min Bergans sweater, min uld Buff, hue, min tykkeste vinterjakke og handsker. Al Norge udstyret. Bortset fra min pandelampe, som på mystiskvis er forsvundet fra jordens overflade. Den havde jo også kun kostet 700 kroner!!! (læs: Sara er hjernedød!)

 

Kamera og stativ har jeg altid klar, så det var hurtigt klaret. I bilen med det hele og afsted med mig ud i natten, og ud til gravhøjene ved Fly. Alt var frossent. Jorden var stenhård og græsset knasede, da jeg slæbende med mine vinterstøvler, bevægede mig igennem det. Det glimtede i skæret fra lygten på min Iphone. Bare den lille detalje gjorde mig glad. Ahhh…. Naturligt glitter!

 

Jeg placerede mig på toppen af den første høj. Det blæste. Ikke meget, men i kulden var det nok til, at bide mig i kinderne og jeg skulle ikke have hænderne ude fra vanterne for længe. Hvilket fik mig til, at mindes den første aften i Norge. Det var stjerneklart, og jeg var så fascineret af det snedækkede landskab, at jeg var desperat efter at fotografere det. Bare 5 minutter, så handskerne lod jeg ligge på mit værelse. Danskeren her, havde jo ikke taget højde for de minus 32 grader, som gjorde, at mine hænder udtørrede på et par sekunder! Det var sidste gang jeg gik ud uden handsker, hue og halstørklæde!

 

Heldigvis var det ikke minus 32 grader på gravhøjen den tirsdag aften, men jeg var uanset pakket ind i så mange lag, at jeg ville have kunnet ligge på den frosne jord, og chillet HBO fra min Ipad med en Termos kakao under stjernehimlen, hvis jeg ville – og hvis den knap så outdoor-kulde rustede Ipad ville. Se, DET ville være eventyr!

 

Jeg skød et par billeder; af stjerner, af mælkevejen og lyset fra husene, hvor jeg forestillede mig folk sidde trygt og godt inde i varmen foran Nyhederne eller et realityprogram. Alt imens jeg var i min egen reality. Jeg fik også et par fly med på billederne. Langtidseksponeringen fik dem til, at ligne stjerneskud og gjorde billedet magisk. Men det var magisk. Jeg kunne være blevet derude halvdelen af natten, hvis det skulle være. Hvis altså ikke det var fordi, jeg var meget tydeligt bevidst om, at det var gravhøje, hvilket fik mig til at halse tilbage til bilen, da min fantasi gik amok!

 

Jeg kørte hjem ad de små veje, ind gemmen de små byer med de lysende huse, og ganske rigtigt; folk sad inde i varmen i deres stuer og slappede af foran det skinnende blå TV-lys. Jeg kunne ikke lade være med, at sætte de to ting op mod hinanden i forhold til at finde dybere mening med livet: TV-lys og varme kontra stjernehimmel og kulde.

Mit liv og mit eventyr finder jeg udenfor. Det er jeg helt sikker på. Om det er så er på en sommerferie i Italien, eller på en helt almindelig tirsdag, så ligger det lige ude foran min dør og venter på mig… og på mit kamera.