Første fotoudstilling

2017 var året…

ikke-navngivet-1

Collage: ByHolst Photo: ByHolst

 

Nytår – Nyt år!

Nu er der kun få dage tilbage af år 2017, og vi skal have taget hul på 2018. Jeg glæder mig! Jeg elsker nytår. Det er så spændende, at tage hul på et nyt kapitel. Sådan har jeg det med mit liv lige nu. Det er så spændende og uventet, og der sker hele tiden nye ting, jeg ikke havde regnet med. Så jeg er meget spændt på, hvad der kommer til at ske i 2018.

Jeg har ikke altid haft det sådan med nytår. Engang stressede det mig, at dagene løb ud. Jeg følte tiden gik for stærkt for mig, og jeg følte ikke jeg opnåede noget af det, jeg egentlig gerne ville have opnået. Indtil det gik op for mig, at min comfort zone var blevet for snæver. Hvis du bevæger dig i den samme bane, lever du trygt og godt, men så skal du ikke forvente, at der nødvendigvis kommer til, at ske noget nyt (med mindre folk bøfler ind i den fra sidelinjen). Så jeg skiftede spor, ikke bare en gang, men mange gange og vadede direkte ud i det ukendte. Indimellem, sprang jeg i frit fald ud i det ukendte og herude lå livet og ventede på mig.

Det har ført til en masse fantastiske eventyr gennem årene og her er et tilbageblik på mine highlights fra 2017, som blev året hvor jeg…

sprang ind i det nye år med en flok skønne fjeldaber i en hytte i Rauland centrum – altså den lige over for tanken. Så stor er Rauland!

havde min egen fantastiske hytte, med den bedste beliggenhed og mest fantastiske udsigt ud over søen, omgivet af skov og natur, og
med en solfyldt veranda, badekar og brændeovn. Av, for pokker! Hvor jeg savner den! Har aldrig boet så fantastisk!

havde bålaften med nogle skønne, modige mennesker på samme veranda under stjernerne i minus 20 graders kulde! Ikke i et bålfad, men i min minigrill – man kan hvad man vil!

slog mig for første gang ret voldsomt på snowboard, da jeg landede på halebenet på hårdt islag. Jeg haltede i et par dage, og var noget forsigtig, da jeg skulle tilbage på brættet.

havde en masse på besøg. Både min søster og bror på besøg i det norske. Bl.a til snowboardclass. De blev ikke hidsige. Overhovedet. (Ahem!) Og ikke mindst et glædeligt gensyn med tidligere Rauland-fjeldaber og en af mine bedste veninde. Afslutningsvis mine forældre, som hjalp til i hotelkøkkenet den sidste weekend. Det var hyggeligt. Man skulle starte en hotelbusiness med sin familie! 

lavede mit første hop på snowboard. Et lille et, men det var der.

fik endelig anskaffet mig mit Manfrotto kamera stativ. God investering! Det resulterede i flere natteture gennem sneen med nattebilleder, stjerner – og varm kaffe!

oprettede min blog og tog et norsk bloggerkursus hos Thomas Moen for at sætte det godt igang. Det var en af de bedste beslutninger, jeg kunne tage, da jeg nu kan komme til at skrive. Nu kribler mine fingre endnu mere end de gjorde før.

var skuespiller og speakede på en reklamefilm for Rauland. Kun det danske speak, da vi blev hurtigt enige om, ved første forsøg, at jeg ikke skulle gøre det på norsk!

havde min sidste sæson i Norge, og måtte sige farvel til bjergene, skovene, min hytte, til Rauland, til Camp Vierli Hotell, og til Rauland Skisenter.

kom hjem til Danmark for good, til åbne arme hos savnede familiemedlemmer, venner, og endelig, langt om længe en følelse af stabil grund under fødderne. Selvom det tog noget tid, og noget omvæltning, at vænne sig til flatlandet.

kom ind på fotografuddannelsen på Medieskolerne i Viborg på en meget impulsiv ansøgning.

fik konstateret kronisk nældefeber. Den arbejder jeg stadig på… Havde det ikke været for den ubarmhjertige lidelse, havde min liste her, nok været dobbelt så lang. 

oplevede John Mayer live. Han er for vild! Man kan ikke andet, end at respektere den mand, som forrygende dygtig musiker. 

arbejdede som frivillig på Heart Land Festival. Super hyggelig kultur og musikfestival på Egeskov Slot, som ikke går op i druk.

oplevede Eddie Vedder live. Fantastisk hjertevarmende og rørende oplevelse!

var for første gang på ferie i Tyrkiet. Min første charterferie nogensinde på besøg hos min guideveninde, Simone fra bloggen Life Of Hein.  Jeg klarede ikke engang en time i liggestolen ved poolen, før jeg havde kastet mig ud i diverse aktiviteter.

klatrede op i en 3 meter høj pæl og kastede mig ud efter en trapez. Og greb den! Yaaay!

prøvede for første gang surf basket, en kombination af surf og basketball, som handler om at løbe ud på et surfbræt og surfe over til nettet. Surf delen gik godt – at ramme nette gik knap så godt!

var for første gang på Jeep Safari omkring Manavgat. Lækker tur i flotte landskaber, men det måtte godt have været lidt vildere. 

svømmede ud midt i bugten i Side, midt om natten under stjernehimmel og iagttog discolysene fra kysten. Det var for vildt. Vi kunne stå på sandbunden, midt i kysten. Det vi skulle passe på med var, ikke at blive ramt af en båd! Det var syret, men helt fantastisk!

var på hyggelig, primitiv, reunion kolonihaveferie med min familie med strandpicnic, bålhygge, kortspil, beachvolleyturnering og det hele.

var på sommerferie i Norge. Røg til vagtlægen med nældefeberudbrud og var hævet i hele ansigtet, så det blev ikke til mange vandreture i denne omgang. Men det blev til snobrød og bålmad ved stranden, da jeg blev rask!

begyndte uddannelsen som fotograf, og i skolens festudvalg. Mødte en masse nye, spændende, passionerede mennesker.

var for første gang i Berlin. Og var lige ved at blive der. Fik genopfrisket mit tysk, og kørte med min gruppe langt ud af Berlin med det forkerte tog, hvilket betød vi blev markant forsinket i den skattejagt vi havde gang i – som var på tid. Men vi fik da det kolonihaver, halmballe-marker og besøgt en lille togstation et sted nord for Berlin. Så det var bestemt ikke kedeligt!

fik nyheden om, at en af mine bedste og ældste veninder (helt tilbage fra børnehaven) ventede sig. Et stort øjeblik, hvilket førte til, at jeg sad midt på Emmerys i Århus, med tårerne trillende ned ad kinderne af glæde.

oprettede min instagramprofil Photography By Holst, som en del af mit arbejde/portfolio inden for outdoor og rejse fotografi.

blev fast inventar som model for Anna Baadsgaard fra Baadsgaard Pictures, hvilket har betydet bodypaint, udklædning, plastik kjoler, Game Of Thrones tema, Tornerose og ikke mindst halvnøgen død havfrue i Limfjorden i september. Det er et eventyr, at være en del af! Mere af det, tak! Billederne kan ses på facebooksiden Baadsgaard Pictures og instagramprofilen af samme navn.

var på min første solo rejse til Istanbul. Så Hagia Sophia, Den Blå Moske, for vild i den egyptiske bazar, tog nattebilleder i Istanbuls gader og var på færgetur langs kysten, fik min hånd aflæst af en tæppehandler (som ramte uhyggelig plet). Lærte en del tyrkisk.

holdt op med at drikke alkohol, blev multiallergisk og overfølsom i forbindelse med nældefeberen. Alkoholen lever jeg dog gerne uden.

vandt kommunikationsprojektet på skolen sammen med et fantastisk hold! Et projekt som gik ud på, at lege reklamebureau, håndtere professionelle kunder, lave reklamefilm, plakater, artikler, magasinforsider og emballage. I was on FIRE! Det var den fedeste uge!

har for første gang udstillet mit fotoarbejde.

begyndte, at genopfriske mit fransk. Havde fransk på A-niveau i gymnasiet, men bruger det ikke så det glider ud. Det er jeg ked af, så nu vil jeg have det genopfrisket. Très bien, non?

fejrede jul hjemme ved familien for første gang i 3 år. Har fulgt med i begge julekalendere, hørt julemusik på fuld skrue, bagt jule småkager (som jeg ikke selv kunne spise), lavet konfekt og spist æbleskiver, set julefilm og brugt adskillige dage i min julepyjamas! Den skulle ikke have for lidt i hvert fald! Og juleaften ikke mindst. 

Nytår 2018 fejrer jeg i gode venners lag i Viborg. Der er købt ny nytårskjole, vi skal have lækker mad og underholdning, og så skal vi ned og se fyrværkeri over søerne efter midnat med et glas champagne og hjemmelavet kransekage. Jeg behøver ikke den vilde drukfest. Så længe det er magisk, så er jeg tilfreds. Dette er præcis den start på det nye år, jeg gerne vil have.

Dette er bare hightlights. Der er mange flere oplevelser og øjeblikke. Og så har jeg mødt så mange spændende mennesker, som har haft indflydelse på mig, været så mange spændende steder, haft et hav af Kodak-moments og små fantastiske oplevelser, som ikke kan sættes ind i punkter. Jeg har lært et hav af nye ting og tillagt mig nye egenskaber. Jeg har grinet hysterisk, jeg har grædt (hvilket også er vigtigt nogen gange), jeg har set gode film, gode serier, læst gode bøger, hørt en masse ny musik…

Jeg er slet ikke i tvivl om at 2018 bliver fantastisk! Sygdom eller ej. Here I come!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Første fotoudstilling