2017 var året...

Nytårsforsætter til eftertanke…

ian-schneider-108618

Mit sidste indlæg publicerede jeg i 2017. Det var et tilbageblik med mine highlights på året der gik.

Nu er det 2018. Vi er sprunget ind i det nye år, siden er vendt og vi har taget hul på et nyt kapitel. Ingen ved hvad der venter, og jeg gør slet ikke. Men, som så mange andre, har jeg gjort mine overvejelser, sat mål og funderet over det nye spændende år der venter.

 

For at tage hul på listen i god tid, starter jeg altid ud med de lette:

Jeg vil holde op med at ryge. TJEK!

Jeg vil tabe mig 10 kilo. TJEK!

Jeg vil oprette en blog. TJEK!

Jeg vil blive bedre til at følge mit hjerte. TJEK!

 

Så er man ligesom kommet godt og positivt igang med listen fra start. Motiverende ikke? Så her er en liste over mine nytårsforsætter for år 2018.

 

Først og fremmest: Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for endeligt, at blive rask. Eller i det mindste symptomfri. Jeg er godt på vej og hvis det lykkes, vil jeg hjælpe andre, som evt. går rundt derude og føler sig ene og alene i verden med tilstanden kronisk nældefeber. For det er et faktum, at det sucks!

 

Jeg vil starte ud i januar med, at genoptræne min krop, så den kan komme i løbeform igen på sigt. Jeg savner at løbe, og jeg tror så småt, jeg er ved at være klar, til stille og rolig at begynde på genoptræning.

 

Jeg vil fortsætte min rene livsstil, og fortsat undgå alkohol. Jeg elsker ærlig talt, at være ædru, som for mig er en frihed. Jeg er klar i hovedet, jeg har overskud, er i form og er desuden velsignet med evnen til at kunne feste, danse og have det hylemorsomt til langt ud på natten uden promiller. Mere alkohol til jer andre, mere æblemost til mig!

 

 

Jeg vil blive endnu bedre til, at behandle både min nære og fjerne omverden med respekt og venlighed, og i den forbindelse beherske et lidt pænere hverdagssprog. Da jeg stod i butik, havde jeg vænnet mig til, at tale pænt uden at bande og svovle, da vi, ganske enkelt, skulle tale ordentligt og venligt til kunderne. Det passede mig egentlig helt fint, så den regel indfører jeg igen.

 

Jeg vil stå ved den jeg er, min tro og mine holdninger, og samtidig være åben, ærlig og nysgerrig. Og ikke mindst indrømme mine fejl (hvis der overhovedet er nogen 😉 )

 

 

Jeg vil blive en endnu bedre fotograf og jeg vil specielt blive en endnu bedre outdoor fotograf. Jeg vil i 2018 bruge mere tid på, og decideret planlægge, at tage ud på eventyr, med det formål at fotografere fantastiske landskaber og nattehimler.

 

Jeg vil blive en bedre forfatter og skribent. Jeg vil blive ved med, at skrive, og holde bloggen ved lige med mine fortællinger. Desuden håber jeg på, at få taget hul på min bog, som jeg har haft i sinde i aaalt for lang tid.

 

Jeg vil forsøge, at være lidt mere til stede i nuet og bruge tiden mere off-line. Det lyder ironisk, når man har en blog. Men det, jeg vil gøre, er, at sætte tid af til blog, til foto, til sociale medier, så jeg, i al den tid der er udenom, kan være uforpligtet og tilstede i det jeg er i, og ikke mindst være sammen med de mennesker jeg er sammen med, og ikke de 500 øvrige følgere og facebookvenner, man ellers står til rådighed for bag skærmen på de socialemedier.

 

 

Mit nytårsønske

 

Jeg ønsker mig helt oprigtigt og dybfølt, at den verden vi lever i, ville blive et bedre sted.
At vi som mennesker, uanset hudfarve, køn, kultur, religion eller sprog, ville have netop det, som fælles formål og hjælpe hinanden med at opnå det, i stedet for, at leve vores individuelle egotripper liv, hvor vi modarbejder hinanden og det hele handler om mig, mig, mig, lad mig komme først til fadet, for mit ord er lov (ord=  min religion/tro er bedre end din, min bil er eller skal være større og dyrere end din, min mobil er nyere end din, min hudfarve er mere værd end din, mit køn har mere ret end dit køn, danskere fortjener bedre liv end flygtninge fra Syrien (ja, av for pokker, hva?), osv.)

 

Jeg ønsker mig, at vi i stedet kunne være taknemmelige for, hvad vi allerede har i stedet for hele tiden, at efterstræbe mere. Og at vi kunne anderkende den jordklode vi lever på, som den fantastiske livsgivende ressource, den er, som skal passes, dyrkes, plejes og bevares, i stedet for at blive udnyttet og svinet til. Har I nogensinde set, hvor rystende smuk naturen kan være? Hvorfor skal den destrueres? Hvorfor bytte det grønne træ væk, for beton og cement?

 

Jeg ønsker mig, at vi kunne behandle hinanden og jorden vi lever på, med respekt og hjælpe hinanden, i den store verden, såvel som i den daglige trængsel. At vi kunne geare ned, stoppe op et øjeblik og se os omkring, uden at tænke på, hvor travlt vi har, hvor hurtigt vi skal nå igennem supermarkedet, komme først i køen, for at komme så hurtigt som muligt gennem trafikken hjem, for så hurtigt som muligt, at få bikset aftensmad sammen, fodret familien, puttet børnene, for lige at kunne nå en halv time foran tvet på sofaen. Travlheden gør os bare stressede, utidige og irriterede på stakkels fru Jensen (eller Fatima om man vil, spiller ingen rolle) med gangstativ, som er lidt langsom til, at komme gennem kassen, og måske i virkeligheden godt kunne bruge lidt hjælp, lige så vel, som hun måske godt kunne bruge en siddeplads i bussen. Hun ødelægger jo vores flow! (læs igen: mig, mig, mig!)

 

Min gode bankdame sagde til mig, da hun så en af mine budgetposter var Folkekirkens Nødhjælp. Mig, som i øvrigt er ludfattig studerende. “Sara, bare husk, at du skal have økonomisk overskud, for at kunne hjælpe andre.” Hun havde helt ret. Derfor besluttede jeg mig for, at skære de 50 kroner mere fra mit madbudget, så jeg kunne opretholde posten til Folkekirkens Nødhjælp. Så er der nogen der får den ekstra mad, som jeg kunne have fået, men som jeg ikke har brug for. Jeg sulter jo ikke.

 

Kald mig naiv og godtroende. Men jeg tror på, at ligeså vel, som vi kan træffe en beslutning om, at vi vil leve vores eget individuelle egotripper liv, med stort hus, dyre biler, en overflod af mad og livsgoder, lige så vel kan vi træffe en beslutning om, at være venlige, hjælpsomme, solidariske sjæle.
Derfor er den mit mest betydningsfulde nytårsforsæt, at jeg vil være et eksempel på lige præcis sådan en sjæl.

 

 

 

 

Photo by Ian Schneider on Unsplash

 

Holst

2 kommentarer

  • Lene

    Smukt, Sara 😊. Godt nytår til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara Holst

      Tusind tak Lene! Det er jeg meget glad for at høre du synes! Rigtig godt nytår til dig også. Håber du har det godt! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2017 var året...