Picnic, måneformørkelse og midnatssvøming

Jeg har gjort det flere gange før, og jeg kommer til at gøre det mange gange fremover! Måneskinsbadning!

 

Det var en fredag, og faktisk dagen før min shelterfødselsdag, at der var lovet måneformørkelse. Stine, min søster, var i Århus for at besøge mig, og se min lejlighed. Vi havde stået i køkkenet med brødbagning og tærter hele aftenen, og besluttede os for, at vi ville pakke aftensmaden i en picnickurv og tage ud til stranden, for at se blodmåne – og så pakkede vi også lige badetøjet i den forbindelse.

Vi tog ud til Marselisborgstrand og ankom omkring klokken 21.30. Vi gik igennem Hørhaven, og nedad den stejle trappe nedad klinten på den anden side. Blodmånen skulle titte frem omkring klokken 21.34, og folk var stimet sammen på stranden. Hørhaven havde været helt stille, bortset fra en stille pludren rundt omkring ved shelterpladserne, hvor folk så småt havde slået lejr. Men på stranden var der liv.

Vi fik os sat godt til rette med picnictæppe, kurv, varme trøjer og kamerastativ. Det var køligt ved kysten på dette tidspunkt ovenpå en hed dag med 30 grader, luften var fyldt med dis og salt og duggen var ved at falde til jorden. Men ingen måne at se omkring klokken 21.34. Heller ikke klokken 22.00. Eller 22.30. Mens vi roligt spiste vores pestoravioli, og betragtede kajakker og sejlbåde der gled forbi, blev stranden mere og mere tom. Folk begyndte så småt at vende snuden hjemad.

Bedst som jeg kommer tilbage fra bilen, hvor vi selvfølgelig havde glemt vores håndklæder (!), ringer Stine bedst som jeg er nået halvvejs ned ad trappen og skriger “Sara! Det er nu!” Jeg springer over de sidste trin og spurter ivrigt gennem sandet på mine bare fødder, kaster mig efter stativet og får indstillet kameraet. Som om månen ville forsvinde lige om et splitsekund! Det gør den heldigvis ikke! 😛

Et par skud, og så er jeg blevet træt af det. Jeg havde ikke det 55-300 mm objektiv med, som jeg skulle låne af min bror, så det blev et miljøbillede på 30 mm, hvilket var okay, men sjovere, hvis jeg kunne komme tættere på månen og få nogle detaljer! Så stod den på badning i stedet. Der  var ganske få mennesker tilbage på stranden, hvilket egentlig var rart. Jeg er ikke selv så bange for at svømme i mørke, og ikke blufærdig heller, men vil helst undgå, at gøre folk nervøse på mine vegne. Så igen, mens vi stod dér, midt i de tiltagende mørke bølger som skyllede tidevandet ind over kysten, begyndte min søster, at snakke om hajer i Danmark. Af en eller anden årsag var det gyseligt nok til, at få mig til at kigge skeptisk ned i det mørke vand, og spekulere på om jeg mon havde skåret mig nogle steder! Så helt igennem frygtløs er jeg ikke!

Men vi plaskede trods alt videre i det mørke lune vand under stjernehimmelen, mens månen stille og roligt brød frem fra sin skygge, som jorden passerede solens stråler, og oplyste stranden for os. Da vi kom op, fik vi os tørret, pakket i bløde tæpper og besluttede os for at tage vores varme termokaffe med hjem på altanen i lejligheden i stedet, og rundede aftenen af badet i bylys og lamper, og så altså månen, som igen var blevet hvid. 🙂

 

 

For at se mere til min outdoorfotografi: hop over på min instagram Photography By Holst, hvor jeg fremover vil dele meget mere landskab fra smukke Danmark og diverse rejser. 🙂